At Elske Pia
❤️ Click here: At elske pia anmeldelse
Billedet aspektet er i det kvadratiske 4:3 format, er grynet som en hjemmevideo, og skuespillet er så autentisk, at hvis ikke jeg havde fået fortalt at situationerne var konstrueret, så havde jeg oprigtigt troet, at det var en helt almindelig dokumentar. AT ELSKE PIA er en fiktiv fortælling udviklet på baggrund af en virkelig kvindes liv, Pia, som er 62 år gammel og udviklingshæmmet.
Det kræver selvfølgelig indlevelsesevne og et vist personligt følelsesregister, som han sammen med en frodig og nuanceret sans for modersmålet var begavet med til overmål. Pia lover at stoppe pjatteriet og være sådan rigtigt alvorlig. Da Pia møder Jens på havnen, indleder hun et roligt og enkelt forhold til ham uden at indse, at det i mellemtiden er hendes mor, der er blevet alene tilbage.
At Elske Pia - Fra da af bliver det en slags kærlighedshistorie. Originaltitel: At elske Pia INSTRUKTØR: Daniel Borgman MEDVIRKER: Pia Skovgaard, Jens Jensen, Céline Skovgaard PRODUKTIONSLAND: Danmark Årstal: 2017.
Omgivet af gamle malerier og oceaner af nipsting er der heller intet der indikerer, at tiden ræser af sted for Pia og hendes 84-årige, franskfødte mor Guittou på gården i det sydfynske øhav. Gåsen Lola skal fodres, ligeså hundene, men ellers er det mest en organisering af Pias hverdag, der fylder skemaet ud. Vejrforholdene nærstuderes, der tages beslutning om en striktrøje, og den lægges frem til næste dag. For man har tid til at tænke på næste dag, derude på landet. Man har også tid til at tænke længere ud i fremtiden. Hvad skal der eksempelvis ske den dag, hvor mor Guittou dør? Hvem skal passe Pia? Og hvem skal passe dyrene? Det ved Pia ikke rigtig. Men måske hvis hun fandt en mand, så kunne han passe på hende? Hun har i hvert fald sagt hej til en mand nede på havnen, som hun synes var ret sød. Væk er Borgmans fokus på ensomme unges problematikker, som vi også så i kortfilmene Berik og Lars og Peter. Geografisk har Borgman bevæget sig fra New Zealand til Langeland, men rent visuelt er rejsen endnu større: Fra sfæriske drømmebilleder til en nedbarberet, dokumentarisk stil. Og hvis man ikke vidste bedre, ville man da også ved første øjekast tro, at vi havde at gøre med en traditionel dokumentar. Et statisk kamera observerer Pia og hendes mors daglige rutiner, indtil den dag hvor Pia møder Jens. Borgman har udviklet historien ved at tage udgangspunkt i Pias virkelige liv og derfra tilføjet den fiktive forelskelse. Men at operere i grænselandet mellem fiktion og fakta er en kunstart, der er svær at få til at lykkes, uden at publikum sidder tilbage med en følelse af at være blevet snydt på den ene eller anden måde. Enten vil vi have det ægte liv, eller også vil vi have det fiktive. Varedeklarationen determinerer vores reaktion. Og hybriden skaber oftest problemer med indlevelsen, fordi vi bruger for meget tid på at gruble over, om det sete nu hører til i den ene eller anden boks. Men hvis man kan kaste grublerierne væk og hengive sig til Pias verden, gemmer der sig nogle rørende, væsentlige tematikker om kærligheden i udkantsdanmark. Jens er en dejlig, stille og rolig mand, der bare gerne vil finde én, som han kan holde i hånden og have dybe samtaler med. For det kan godt være trist at være alene, som han siger. Det store bornholmerur pendulerer frem og tilbage, da han forklarer sin søster, at han har mødt en sød pige nede på havnen. Hun er godt nok vegetar, og hvad spiser sådan en egentlig? Han har prøvet de dér sojaprodukter, men han kan ikke få dem til at smage godt. Det kan søsteren heller ikke, siger hun mellem kaffekopperne og smøgerne på køkkenbordet. Og så sænker tavsheden sig ellers igen. Tiden er svær at få til at gå, derude på landet. Som den eneste synes hun ikke at have et problem med at få tiden til at gå. Hun synes næsten, at den går for stærkt. Måske fordi hun øjner en nærtstående fremtid uden sin mor. Eller måske fordi hendes rige følelsesliv og entusiastiske væsen holder hende beskæftiget. Hun har både været i Schweiz og på Bornholm og er ikke bange for at kaste sig ud i nye projekter, hvilket nok også har været én af grundene til, at Borgman har castet Pia Skovgaard til sit genreeksperiment. Uanset fakta eller fiktion, er de knap 100 minutter i hendes selskab givet godt ud.
Angel Films – kommende biograftitler
For måske er Borgmans projekt, hvor han har designet en fiktiv fortælling rundt om retarderede Pia, den ultimative kynisme. Det er ikke nødvendigvis en svaghed ved filmen, men givetvis en svaghed ved mig. Between Pia meets a man called Jens at the harbour. Filmen udvisker fuldstændig linjen mellem dokumentar- og fiktionsfilm. Fordi instruktøren Daniel Borgman new zealænder med bopæl i København på dygtig vis rokker ved fordomme. »Vi kan kun pjatte sammen, og det er jo ikke sjovt hele tiden«, siger Jens på et tidspunkt. Sin manuskript er både vittigt, sørgmodigt og dybfølt.
